KK – Pure Organic Wool

Jeg vil bruge lidt tid på at præsentere de forskellige typer garn jeg har i Den Lille Garnbutik.

Den første er uldgarnet

Pure Organic Wool

Det fortæller bandarolen: 
Ca. 50 g = ca. 150 meter
Strikkefasthed: 20-22 m = 10 cm.
Pind 3-4
100 % Økologisk uld – Brug uldvaskemiddel og vask ved maks 30grader.
Min oplevelse: 
Garnet er lavet som interiør uld, det kradser altså lidt. Garnet er holdbart og virkelig taknemlig at arbejde med. Er man ikke uld forskrækket så kan det bruges til virkelig mange ting. Er man som jeg ikke helt vild med uld helt ind på kroppen er dette garn til gengæld virkelig fantastisk til cardigans eller sweatre man har uden på en langærmet trøje, forskelligt interiør og pynte ting. Blandt andet har jeg udset garnet til at være helt perfekt til mange af projekterne i Lutter Idyls bog Lutter Løkker 3.
En anden ting der jo bare her helt fantastisk ved det her garn er farverne! Jeg er så vild med de farver! Kan slet ikke vente til den dag der kommer lidt flere timer i døgnet til at jeg kan strikke og hækle 🙂

Generelt har jeg selv altid brugt bomuld, det er der mange årsager til. Pris, farver, kvalitet, blødhed osv.

Men nu da jeg har uld i butikken skal det jo også prøves af. Jeg har fået min mor til at strikke et par punge, nogle sløjfer og nogle sutsko som alt sammen er blevet filtet. Jeg er så vild med det færdige resultat når uld bliver filtet. Denne type uld er også egnet til dette.

Filtet pung – Opskrift af Bente Iversen
Her kommer en vejledning til en strikket filtet uldpung. Opskriften er til den store pung.

Matrialer:
KK Pure organic wool i to farver
Strikkepind
Knap til lukning på pungen og lidt stof til evt. foer.  (Til den her er der brugt stof Tilda stof fra Panduro)

Forkortelser:
m – Masker
r – ret
vr – Vrang

OPSKRIFT:

Slå 40 masker op. Strik 33 cm ret strik.
Skift farve, strik yderligere 6 cm ret. Herefter tages ind på hver pind:
Strik 1 ret, 2 m sammen, strik til der er 3 m tilbage, strik 2 m sammen, 1 ret.
Fortsæt dette til der er 6 m tilbage, luk af.
Til knaphullet sættes garnet til i den ene side af de 6 tilbageværende masker, hækl 7 luftmasker, og hækl herefter km i lm-buen til der er masker jævnt fordelt over hele buen. Luk af og hæft alle enderne.

På illustrationen vises de færdige mål både før og efter vask. Målene kan variere fra vask til vask, det er meget afhængigt af type af vaskemaskine, hvad der kommer derind sammen med det og hvor fast du har strikket det.

De første 33 cm på pungen lægges dobbelt og pungen syes sammen i siderne. Herefter kommes pungen i vaskemaskinen ved 40 grader sammen med et håndklæde og uldvaskemiddel. Når den er færdigvaskes strækkes og formes den, hvis den er blevet lidt skæv. Er den ikke filtet (trukket sig nok sammen), så i maskinen med den igen. Lad det færdige resultat ligge og tørre, når du har genfundet den rigtige form og størrelse.

Når pungen er tørret så sættes foret i. Mål ved at lægge pungen oven på stoffet der er lagt dobbelt ret mod ret. Der skal være ½-1 cm sømrum i siderne og i toppen. Du kan vælge at sy siderne sammen i hånden eller på symaskine. Når det er syet sammen puttes foret i pungen og toppen bukkes bagover så det danner en pæn kant i toppen. Sy foret fast i hånden.

Find en knap der passer i din løkke og sy den fast på pungen.
Du er nu færdig med din filtet pung.

Vejledning til filtet sløjfe 

Slå 15 m op og strik 9 cm ret(Den gule) eller rib (1r, 1vr)(Den grå)
Luk løst af.
Før vask er mål ca. 11×9 cm
Efter vask ca. 9x7cm

Sløjfen filtes som pungen, se vejledning ovenfor.
Når sløjfen er filtet samles den på midten og der vikles garn omkring. Du kan nu montere din sløjfe på en elastik, spænde, bruge den som butterfly eller hvad du ellers kan finde på.

Håber du kan bruge de to små vejledninger. 🙂 Fortsat skøn dag herfra !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *