Lille Karla – Endnu en præmatur baby

For snart to år siden skrev jeg et indlæg hvor jeg fortalte at jeg havde fået en lille søn. Min søn var født i uge 34+0, altså 6 uger for tidligt. Han var ikke ret stor. 2190 g. og 47 cm.
Et forløb og en start med en præmatur baby sætter mange spor. Nok mest hos moderen. Vi har alle sammen en forestilling om hvordan det er at være gravid, føde og herefter få en lille baby med hjem, hvor man bliver en lille familie.

At føde for tidligt passer ingen steder ind i den der forestilling som de fleste har og der er ingen der advarer en om hvad der kan vente en hvis man føder for tidligt. Jeg ville ønske at jeg havde kendt bare lidt til det der følger med.

Jeg fødte d. 08.12.18 en lille pige, i uge 33+1, altså endnu et præmatur barn, født næsten en uge før det første. Denne gang var historien lidt en anden. Hun blev taget ud med sub akut kejsersnit, fordi mit insulinbehov pludselig faldt, det må det ikke i en graviditet, det skal gerne stige, MEGET!. Jeg blev overvåget i en uge mens jeg fik lungemodner og da det havde virket blev der foretaget et kejsersnit.

I det her indlæg vil jeg tage jer med fra fødsel til termin . Det er en periode der byder på mange udfordringer. I første omgang er i med fra jeg har født til vi kommer hjem.

08.12.18 Jeg føder ved kejsersnit. Kejsersnittet forløber som det skal, jeg hører et lille skrig, hvorefter de tager baby med ud, jeg ser hende ikke. De kalder på min mand og siger at han nu kan følge med til børneafdelingen (Neo). Han går med. Jeg har stadig ikke set baby. Jeg bliver lappet sammen, og kørt på opvågning. Efter et par timer kommer min mand ned til mig og viser mig billeder af den lille mus, plantet til i ledninger og overvågningsudstyr. Det her syn har jeg set før, så det skræmmer mig ikke umiddelbart. Karla vejede 2650g og var 47cm lang. En del større end storebror. En sukkerbaby, (Jeg har sukkersyge, og det kan forårsage store babyer).

Jeg kommer op på afdelingen ved 16-tiden, Karla er født 12.33. Af en eller anden årsag er jeg ikke ordentligt smerteinddækket. Så da jeg kommer ind ved siden af hende i min seng, kan jeg slet ikke se mig ud af at skulle have hende op. Jeg får i stedet hentet den her kære gule hund, som nu skal følge mig de næste mange uger (Det er en malkemaskine jeg snakker om). Jeg starter udmalkning, for hurtigst muligt at få mælken til at løbe til så Karla kan få det, i hendes lille sonde. Babyer der er født så tidligt kan ikke spise selv. Det har de ikke kræfter nok til. Så, så længe sonden er der skal jeg malke ud 7-8 gange i døgnet.

Kl. ca. 20. den aften får jeg for første gang mit barn over til mig. Stadig koblet til en masse udstyr og maskiner. Hun er en fin lille pige, jeg kan sagtens se forbi alt udstyret. Så glad, men også træt nyder jeg et par timer der i sengen sammen med min datter, der når jeg er færdig med at sidde med hende igen skal over i hendes lille lukkede kuvøse, alene, jeg kan ikke tage hende med, sengen ved siden af kuvøsen er ca. grænsen for hvor langt iltslangerne kan nå. Jeg skal til hun er udskrevet “Dele” hende med sygeplejerskerne. Lige meget hvor meget jeg ligger hos hende er jeg jo også nødt til at få mad, komme i bad, få lidt luft, sove og malke ud. Så jeg kan ikke være der hele tiden.
Heldigvis kommer hun sig hurtigt og vi bliver overflyttet til Kolding, med ambulance. Så vi kan være tættere på HJEM. Jeg har nu været indlagt i 1½ uge. Set min store søn 1 gang i et par timer. Der er så mange ting ved den her situation der er så forkert.

Jeg skulle her i december have været hjemme sammen med min søn og mand og julehygget, med en baby i maven. Det var ikke meningen at jeg skulle bo på sygehuset for langt væk hjemme fra og ude af stand til at gøre til eller fra. Med et kejsersnit må jeg ikke løfte min søn, så jeg ville ikke engang kunne bytte med min mand og tage hjem til ham. Han er to år, og der er stadig en masse ting han ikke selv kan.

Efter nogle dage kommer vi til Kolding, så det betyder at der nu kun er 7 min kørsel til og fra sygehuset. Min søn har fødseldag d. 14.12 . Her kører både min mand og jeg hjem og er hele eftermiddagen til han er puttet om aftenen, hvorefter jeg igen kører ind til Karla.

Weekenden går godt og mandag får vi at vide at vi kan komme hjem senest fredag d. 21.12. Hun er kommet af med ilt og overvågning, har kun sonden og en apnø-monitor tilbage der giver alarm hvis hun glemmer at trække vejret. Så vi får hende med på hotelværelset og skal nu selv “passe” hende.

Det er altså mærkeligt at starte ud med at være overvåget 24 timer i døgnet. jeg glæder mig noget så frygteligt til at komme hjem.


Der er dog en udfordring mere. Jeg ved godt at det her er et luksusproblem, men hos mig er det en kæmpe bekymring. Jeg malker ud og på knap en uge har jeg 1200 ml. mælk i døgnet. Lille Karla skal bruge 8 x 60 ml. Jeg skal altså når hun om lidt begynder at spise selv få trappet ned så jeg kan komme af med malkemaskinen. Jeg prøver lige så stille at starte da vi er på sygehuset. Det resultere i en indlæggelse til mig med brystbetændelse. Dog reagere min krop hurtigt og jeg slipper af med problemerne på et par dage. Så afsted for at leje en malkemaskine så vi kan have en hjemme.

Torsdag d. 20.12. Har Karla ikke på noget tidspunkt vist nogle problemer, hun har ingen alarmer haft på hendes lille sensor og ingen anden problemer. Så jeg får snakket med en sygeplejerske der skal give os et hurtigt førstehjælps kursus. JA FØRSTEHJÆLP. Det er en af kravene for at vi kan komme hjem. Vi skal vide hvordan vi genopliver hende hvis uheldet skulle være ude. :/ Sygeplejersken kigger på mig og spørger om vi ikke bare vil hjem bagefter. Altså tage vores lille pige med hjem! Knap 2 uger efter hun er født. Jeg siger ja uden at blinke. Det er hun lidt overrasket over. Da forældre har det med at gå i panik når de bare får lov at tage hjem med det samme. JEG SKAL BARE HJEM TIL MIN MAND OG MIN LILLE DRENG, Sammen med Karla! Så vi får pakket alt det udstyr der skal til for selv at kunne håndtere sonde, kunne malke ud og ellers stadig passe et lille barn. Arthur og Christian kommer ind til en hurtig gennemgang af den “Manual” der følger med sådan en tidlig udskrivelse(THO), der stadig betyder at vi skal møde til vejning 2 gange om ugen for at sikre trivsel hos Karla.

Samme eftermiddag kan jeg tage autostolen og min lille datter og kører hjem til os selv, (Christian og Arthur er kørt hjem igen tidligere da han skulle puttes til middagslur).
Nu kan vores hverdag starte og vi kan prøve at finde os til rette med situationen.

En lille  smagsprøve på hvad julen og de næste mange uger bringer på:
– Med et præmatur barn på THO, er der ingen adgang for syge folk i vores hjem. Det er Dec. måned, prøv at forestil dig hvor meget selskab vi har hjemme.
– Der skal stadig malkes ud til hun spiser helt selv og jeg kan trappe så meget ned at jeg ikke behøver den.
– Vi skal give hende mad hver 3. time. Er hun vågen skal hun tilbydes bryst. Ellers bare sonde.

Du skal nok få historien fra de sidste uger indtil termin. Men det her indlæg er allerede blevet for langt 😉

Så det kommer senere. 🙂 Husk, det her er min historie og min oplevelse af starten på livet for for tidligt fødte børn og deres forældre. Der er mange forskellige måder at takle det på.

Vi har det godt og Karla trives, men vejen dertil er ikke altid nem.

1 Comment

  1. Det kan ikke siges for tit – du (og din familie) er bare så seje. Det er en fornøjelse at følge jer. Håber alle har det godt og jeg glæder mig til at læse den videre historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *