Verden på en neonatalafdeling og de følelser der følger med opholdet.

Det kan lyde mærkeligt at det her sted er så meget anderledes end andre steder på et sygehus. Men Neonatalafdelingen er den der børneafdeling de fleste ikke overhovedet tænker over eksistere før man pludselig selv bliver lukket ind bag de tunge døre.

Her kæmper små babyer sammen med deres forældre for at komme ordenligt videre fra den tidlige start. Nogle kæmper for deres liv, andre skal “bare” have lidt starthjælp. Alle har hver deres historie og årsag til at være der.

Jeg har i forbindelse med Arthurs og Karlas fortidlige fødsler været indlagt på 4 af landets neonatalafdelinger. Skejby, hvor stemningen til tider virkelig kan være trykket, for her kæmper de små virkelig for deres liv. Her tager de sig også af de små pus der af en eller anden årsag melder deres ankomst før uge 28 og er ekstremt for tidligt fødte.
Viborg, hvor vi blev sendt videre til da Arthur var for rask til Skejby.
Odense, hvor jeg fødte Karla og så til sidst Kolding hvor vi blev flyttet til da vi var klar til det.

Fælles for alle afdelingerne er at de på væggene på gangene har billeder og historier hængende fra forældre og børn der har været indlagt og gerne vil sige tak til sygeplejerskerne og lægerne for at være en del af deres lille babys liv i en kortere eller længere periode. De her historier hjælper også os der går rundt på gangene til og fra vores egne babyer der ligger i på stuerne med ilt, sonder og hvad der ellers kan være nødvendigt. Nogle af historierne gør virkelig ondt, 500 g babyer der er blevet haste døbt inden operationer, kølebabyer der har ligget på køl for at undgå hjerneskader, babyer med voldsomme mén efter de her for tidlige fødsler osv. fælles for historierne er at de her børn har overlevet og de nu sammen med deres forældre vil sige tak til personalet på afdelingen der har reddet deres små børns liv.

De her sygeplejersker er for os forældre ikke bare nogle personer der møder på arbejde. De bliver rigtigt hurtigt en del af den her lille sygehus familie man får på NEO. De koncenterere sig ikke kun om baby, langt fra. De spørger om man har haft en god dag, var det godt at få set sin store dreng, husker du at få sovet, har du fået frisk luft i dag. De passer også på os, og de kan for det meste se ret hurtigt hvis man er ked af det eller er lidt presset over det hele.

Jeg har haft det virkelig svært ved at være på sygehuset samtidig med at jeg jo havde en lille dreng der hjemme, jeg vidste savnede hans mor og ikke forstod hvorfor hun ikke var der. Når han kom på besøg kunne han ikke forstå jeg ikke ville tage ham op og hvorfor jeg ikke kunne komme med hjem når ham og hans far kørte hjem igen. Det har godt nok uden tvivl været det værste ved den her situation. At være så utilstrækkelig. Sygeplejerskerne vidste det med det samme når jeg kom tilbage efter at have set Arthur og når jeg om aftenen lå selv med Karla, efter at Christian havde været der i løbet af dagen. Tak til de søde nattevagter der for det meste lige brugte 5 minutter på mig, og fortalte mig at jeg gjorde hvad jeg kunne, og at Arthur ikke ville kunne huske det om nogle uger alligevel.

Er man et sted i længere tid, kommer man hurtigt til at snakke lidt med de andre forældre og følge med i hvordan det går med deres små børn. Jeg følger stadig med hos moren til en lille dreng der var indlagt samme tid som Arthur. Og glæder mig til at kunne ses med moren til en lille Fyr der har været på samme stue som Karla. De her bekendskaber er vigtige. For de er de eneste der rigtigt ved hvad det er man går igennem fra man går ind af døren til NEO til man forhåbentlig kan tage sin lille baby med hjem.

Ikke et ondt ord om alle ens venner, familie og andet der forsøger at trøste og opmuntre med “Det skal nok gå”, “Det er jo ovre nu”, “Hun har det jo godt”, “Han klare sig jo fint”. Det gør de for det meste børnene, de klare sig godt, de vokser og de har det godt. De vil ikke kunne huske at de har været indlagt, med en grisetryne med ilt tapet fast til hovedet, en slange med mad gennem næsen, drop i armen til antibiotika og et utal af blodprøver i deres små fødder. Men det kan deres forældre, og jeg tror aldrig rigtigt at jeg vil kunne se på de billeder af mine børn med alt udstyret uden at få en klump i maven, eller hører en historie fra en anden der har været igennem det samme, eller et værre forløb uden næsten at få tåre i øjnene. Det har jeg også når jeg skriver det her.
Mine børn har det godt, heldigvis. men som mor glemmer jeg ikke de spor de her to forløb har sat, det er ALDRIG rigtigt ovre og man kommer ikke bare igennem det.
Tak til de her to for at være så stærke og stædige! Jeg vil kæmpe for jer resten af jeres liv, men lige her, med c-pap, måleudstyr og sonde har i kæmpet jeres kamp, her har jeg ikke kunne gøre noget. Jeres skæbne lå i jeres egne og sygeplejerskernes hænder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *